Mange af os ved godt, at tøjindustrien ikke er kendt for at have de bedste arbejdsforhold, lønninger eller generelt et godt ry. Men få gør noget ved det. For andre er det så tæt på, at det at gøre en forskel for industrien og at tage et socialt ansvar er en mærkesag. Og det er netop fundamentet for Nordkoncept.
Vores prototyper til nye produkter bliver til i Aarhus, hvor vores stifter, Ioana, og hendes mor, Floarea, giver liv til nye bæredygtige kollektioner. Floarea har arbejdet i tekstilindustrien i over 40 år og har stor viden om, hvordan man syr og skaber tøj i høj kvalitet. Floarea har selv arbejdet under dårlige vilkår og ved, hvad det vil sige at arbejde i tekstilindustrien – med alt hvad det indebærer. Derfor var det en mærkesag for Ioana at tænke velfærd for medarbejderne ind i Nordkoncepts DNA, da virksomheden blev skabt.
Vi skaber kun tøj, der er behageligt og godt for kroppen – og for miljøet. Det betyder, at vi nøje udvælger det stof, vores kollektioner bliver til i. Det betyder også, at vi går op i certificeringer og det aftryk, vi har på miljøet og samfundet. Når vi vælger stof, der er godt for huden og miljøet, er det også for at sørge for, at de arbejdere, der skal producere vores design, ikke udsættes for skadelige stoffer og andet.
Vi samarbejder og handler kun med virksomheder, der lever op til vores krav til miljøansvar og arbejdsmiljø. Vores første kollektion, vores zip-on jumpsuit, er produceret i Rumænien ved en lokal producent. En af deres mærkesager er at arbejde med stof fra naturlige fibre, samtidig med at de producerer mindre mængder, så de kan garantere gode arbejdsforhold.
Det er og vil fortsat være en mærkesag for os at vælge samarbejdspartnere og forhandlere, der har værdier, som lever op til vores krav til moral, etik og ansvar.